Panic – Panic – Hope

Kaffen er friskbrygget, dampende varm og om et par minutter, er den klar til at drikke. På tallerken ligger en klap-sammen-mad med spegepølse. Ikke rugbrød, men det bløde brød, der sætter sig fast i ganen, når du tager en bid. Der er også et æble, som du ved, du ikke kommer til at spise, men som er en slags hensigtserklæring om at være lidt sundere.
Du åbner en ny fane. Hvad skal du se, hvad skal du slappe af med, mens du nyder din lille kaffepause.

Underholdning til kaffen. Hvad ser du i din (kaffe)pause?

På det sidste er jeg begyndt at gå på opdagelse på Youtube. Jeg har opdaget en topmodels Youtubekanal, hvor hun uploader videoer, hvor hun fortæller om, hvad hun spiser i løbet af en dag. Det er meget, meget lidt, kan jeg afsløre. Og meget, meget sundt. Det eneste jeg får ud af de videoer er dårlige jokes, hvor jeg prøver at kompensere for den burde-byrden, der rammer mig, når jeg ser, at der findes mennesker, som rent faktisk kan nøjes med kun at spise et stykke chokolade. Mørk chokolade. Et stykke.

Jeg har heldigvis også genopdaget Vogues youtubekanal: 73 questions. Det er små appetitlige interviews i form af 73 spørgsmål, som stilles, mens den kendte bevæger sig rundt i enten sit hjem, på sin arbejdsplads eller et andet mere eller mindre personligt sted. Videoerne er altid humoristiske, velproducerede og i en perfekt længde til en lille overspringshandling.
Hvis I ikke kender konceptet og har set nogle af videoerne, så kan jeg kun anbefale jer at starte fra en ende af. Hvis I kender konceptet, og har set de ældre videoer, så kan jeg anbefale jer en af de nyere videoer. 73 questions med Phoebe Waller-Bridge.

73 Questions With Phoebe Waller-Bridge

Mega seje, mega sjove Phoebe Waller-Bridge. Det er en af de bedste 73 questions videoer, jeg har set, og jeg har næsten set dem allesammen. Jeg elsker hendes humor, og jeg elsker hendes beskrivelse af sin skriveprocess: Panic – Panic – Hope. Videoen er virkelig hyggelig – og alt for kort. Hvis du også er fan af Phoebe eller har lyst til at lære hende bedre at kende, så kan jeg også anbefale dette interview fra magasinet Gentlewoman: Laughing out loud with Phoebe Waller-Bridge.

Mere Phoebe: Fleabag, den prisvindende tv-serie

Hvis du ikke kender Phoebe Waller-Bridge, så er hun skuespiller og manuskriptforfatter. Hun har skrevet serien, Fleabag, hvor hun også spiller hovedrollen, og så er hun også manuskriptforfatter på serien Killing Eve. Fleabag kan ses på Primetime Amazon og Killing Eve på HBO Nordic.

God fornøjelse ❤︎

Advertisements

Skriv et svar