BØGER JEG GERNE VIL LÆSE

Det er både ret fantastisk og lidt frustrerende, at der er altid er (så mange) bøger, som jeg gerne vil læse. For tiden er det nogle dygtige kvindelige forfattere, der er blevet noteret på min læseliste. Og med undtagelse af Lena Dunham er de alle danske.

Lena Dunham er sej. Så sej at “sej” bliver et fattig ord. NOT THAT KIND OF GIRL er hendes memoirer, der netop er udkommet. I den forbindelse har hun svaret på spørgsmål, her om feminisme, på youtube.


Pia Tafdrup
s nye digtsamling SMAGEN AF STÅL begynder med dette digt, der for et par dage siden, dukkede op i mit news feed på facebook. Digtet satte sig i min hals og blev til en lille klump af sårbarhed og forundring over, hvad man kan beskrive med blot ord. Jeg læste digtet igen og igen, indtil jeg måtte videre fra facebook og internettet. Er nødt til at læse resten af samlingen.

PiaTafdrupHelle Helle er en af mine yndlingsforfattere. I gymnasiet læste jeg hendes novellesamlinger, der lærte mig, hvad ordet kan. Senere skrev jeg opgave om en af hendes romaner. Og i dag har jeg læst næsten alt, hun har skrevet. Så selvfølgelig vil jeg også gerne læse HVIS DET ER.


Suzanne Brøgger
s forfatterskab betyder meget for mig. Så meget at betydningen er lidt personligt. Og nærmest umuligt at forklare og beskrive med blot et par sætninger; men jeg vil forsøge: Jeg beundrer Suzanne Brøggers mod som forfatter og kvinde, og jeg beundrer hendes evne til at skrive og sætte ord på sig selv, samfund og livet. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at læse biografien KRUKKE, der er skrevet af Louise Zeuthen.

Har I læst nogle af de nye udgivelser? 

Besøg forlagene og læs mere om udgivelserne NOT THAT KIND OF GIRL, SMAGEN AF STÅL, HVIS DET ER og KRUKKE.

Billeder og videoer er lånt fra: Link, Link, Link og Link.

Sandheden om Harry Quebert sagen

JoëlDicker

Titel: Sandheden om Harry Quebert sagen (2014)
Forfatter: Joël Dicker
Forlag: Rosinante
Tak til Rosinante for læseeksemplar.

Marcus Goldman er en ung succesforfatter, der bor i New York, har datet skuespillerinden fra en populær tv-serie og har tjent millioner på sin debutroman, som blev en bestseller. Det er nu et år siden succesen, og forlaget rykker for det næste manuskript fra den unge stjerneforfatter.

Det eneste problem er, at Marcus Goldman ikke har noget manuskript. Eller nogen idé til sin næste roman. Men så en dag ringer telefonen:

Det skete torsdag den 21. juni. Hele formiddagen havde jeg siddet i stuen og læst. Udenfor var det varmt, men det regnede – New York havde været hyllet i en lummer støvregn i tre dage nu. Omkring klokken et ringede telefonen. Jeg tog den, men troede først at der ikke var nogen i røret. Så hørte jeg en halvkvalt hulken.
– Hallo? Hallo? Hvem er det? spurgte jeg.
– Hun … hun er død.
Hans stemme var næsten uhørlig, men jeg genkendte den med det samme.
– Harry? Harry, er det dig?
– Hun er død, Marcus.
– Død? Hvem er død?
– Nola.
– Hvad? Hvad mener du?
– Hun er død, og det hele er min skyld. Marcus … Hvad har jeg dog gjort? Ved Gud, hvad har jeg dog gjort?
Han græd.
– Harry, hvad er det du taler om? Hvad er det du prøver at fortælle mig?
Han afbrød samtalen. Jeg ringede straks tilbage til hans fastnet nummer – intet svar. På hans mobil – uden held. Jeg blev ved med at forsøge og lagde flere beskeder på hans telefonsvarer. Men jeg hørte ikke mere fra ham. Jeg blev meget bekymret. På det tidspunkt vidste jeg ikke at Harry havde ringet til mig fra delstatspolitiets hovedkvarter i Concord.

Harry Quebert er en stor forfatter, og han har skrevet en af nationens store klassikere. En af de bøger, der er pensum i skolen. Og Harry er Marcus Goldmans tidligere universitetsunderviser, gode ven og læremester. Harry Quebert bor i Aurora, en lille idylisk landsby, og det er her, i hans have, at liget af Nola, der forsvandt for 30 år siden, er blevet fundet.

Efter telefonopkaldet tager Marcus Goldman til Aurora for at hjælpe Harry Quebert. Og hurtigt efter Marcus er ankommet, befinder han sig midt i et 30 år gammelt mordmysterie. For, for 30 år siden havde den dengang 30 årige Harry Quebert et forhold til den 15-årige Nola, der en sommerdag sporløst forsvandt. Og nu peger alle tegn og spor på Harry Quebert som Nolas morder.

Eller gør de? Marcus har sat sig for at finde ud af sandheden om sin ven og læremester, og som han arbejder sig frem i efterforskningen, nærmer han sig også manuskriptet til sin næste bog.

SANDHEDEN OM HARRY QUEBERT SAGEN er 700 sider lang. Men historien er så spændende, at det vist er de hurtigste 700 sider, jeg har læst. Lige indtil allersidste side læste jeg med stor spænding, og gang på gang, blev jeg overrasket over plottet. Det er et stærkt plot, der driver fortællingen frem og gør det svært at lægge bogen fra sig. Jeg skulle altid lige læse endnu et kapitel. Og så lige et til.

JOËL DICKER har skrevet en roman, der både er en krimi, en kærlighedshistorie og fortællingen om at ville skrive en stor roman. Og SANDHED OM HARRY QUEBERT-SAGEN er en bog, vi alle kan samles om – og jeg tror, at den bliver sommerens store (bog)hit.

JOËL DICKER (1985) kommer fra Geneve, men bor for tiden i London. Sandheden om Harry Quebert-sagen er solgt til udgivelse i 45 lande, og JOËL DICKER har modtaget flere priser for bogen bl.a. Le grand prix de l’Academémie Francaise.

Zadie Smith


Zadie Smith skriver fra et sted højt oppe. Eller er det snarere langt inde?

I hvert fald er litteraturens multikulturelle præmiebarn blevet en moden forfatter, som nu for fjerde gang har demonstreret sin helt særlige evne til at omsætte antropologisk nysgerrighed til brillant prosa om alt det, der gør os til dem, vi er.

I denne omgang mere råt og kompromisløst end nogensinde før.

Sådan slutter Jes Stein Pedersen, litteraturrredaktør på Politiken, sin anmeldelse Multikulturelt præmiebarn leverer endnu en fantastisk roman, der giver ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ til Zadie Smiths nye roman NW. Det er en god anmeldelse, på den måde, at Jes Stein Pedersen selvfølgelig er en god skribent og anmelder, men også på den måde, at jeg får en god fornemmelse af romanen i anmeldelsen. Romanen har sat sine sprogelige spor i anmeldelsen. Og jeg kan lide de spor.

Når jeg læser Jes Stein Pedersens anmeldelse, skammer jeg mig lidt over, at jeg endnu ikke har læst noget af Zadie Smith. Og hendes roste romaner er hermed  tilføjet til min læseliste, men hvor skal jeg begynde?